Hvem er cremefanden?

Mens jeg ledte efter svar på mine blogfrustrationer, faldt jeg over denne fantastiske side. Det er en guldgrube med glemte, men fantastiske ord og udtryk. Hvis der er nogen der ved, hvad cremefanden er, må de meget gerne skrive.

http://www.new.facebook.com/group.php?gid=6873341123

Blogfrustration

For nylig fandt jeg knappen “Blogstat” i kontrolpanelet. Det har givet mig en del at tænke over.

Den lille, irriterende knap viser status over antal besøgende, hvad de har søgt på for at komme hen til min blog, og hvad de mest populære indlæg er. Det har fået mig til at undre mig: Hvorfor har der været flest besøgende d. 8. juli? Hvorfor er “Gensyn med Jiaxing” det mest populære indlæg? Hvorfor får jeg besøgende? Og hvem er de?

Men de tre vigtigste (og sværeste) spørgsmål, jeg stiller mig selv i øjeblikket er: Hvad vil jeg egentlig med min blog, hvem skriver jeg til, og hvad ville jeg selv læse?

Jeg har i det sidste stykke tid kigget på andres blog og stillet mig kritisk overfor min egen, mens jeg har fået flashbacks til tre års studie med kommunikationsmodeller – og har stadig ikke noget klogt svar. Én ting er at se analytisk på, hvad andre skriver. Det er meget sværere selv at finde ud af det. Jeg håber på at finde et klogt svar efter noget tid. Fortsættelse på blogfrustration følger forhåbentlig snart.

Girls night out.

Så har jeg endelig tid til at skrive, efter at have siddet hele dagen og skrevet meritansøgning til studienævnet og hård, hård trænning. Er helt smadret…

I lørdags var jeg første gang i byen. Jeg tog Wiebke med til en bar i nærheden af Louises arbejde kaldet “The Bar” – meget opfindsomt. Vi mødtes med Louise, hendes kollega Julia og Julias veninde – fem tøser, fire forskellige nationaliteter, og med som meget andet i London var ikke én englænder. Til gengæld var det de sjoveste tøser at tage i byen med.

Efter alt for mange øl og en bigmac tog vi ud til Camden, hvor vi dansede, drak alt for mange øl og mødte igen alle andre folk end englændere: Tjekkere, slovakere, australiere… En fantastisk aften.

Julia og Elina

Dejlige Louise... med øl

The cream of Europe

Første træning

Så er jeg indmeldt i minimum to måneder hos det lokale træningscenter og været til min første træning i Bodypump. Er meget stolt af mig selv.

Facts i tilfælde af brand

Kl 5.00 i morges går brandalarmen i gang. Hele kollegiet farer rundt i nattøj og morgenkåber uden at have nogen idé om, hvad der helt præcist er sket. Vi løber ned ad brandtrappen fra femte sal til gården, hvor vi står og fryser indtil brandvæsenet ankommer, tjekker bygningen og, som vi havde forventet, beder os om at gå ind igen. Falsk alarm.

Men i de minutter, hvor jeg ikke er helt sikker på, hvor alvorlig situationen er, handler jeg meget instinktivt. Det resulterer i nogle lidt særprægede beslutninger:

1. Jeg kan hverken se eller lugte røg og mener derfor, at situationen nok ikke er så farlig alligevel. Er utrolig afslappet.
2. Jeg tager min bh på, i stedet for at bruge tiden på at redde mig selv ud af den potentielt brændende bygning.
3. Jeg tager min mp3 afspiller med, men ikke min telefon -eller frakke.

Jeg havde faktisk besluttet mig for at tage min telefon med, men af uvisse årsager tager jeg mp3 afspilleren. Jeg har hermed verdens mest sjældne handicap: Evnen til Ikke at kunne skelne mellem elektronisk udstyr under påvirkning af alarmer.

Træning

Lige nu prøver jeg at få en hverdag op at stå. Og selvom jeg går rigtig meget, ville det være rigtig rart med noget  rød-i-hele-hovedet-og-gisper-efter-vejret-motion i løbet af ugen. Derfor har jeg besluttet mig for at melde mig ind i Virgin Active, et træningscenter i Wood Green. Som med meget andet i London skal jeg blot betale en formue og skrive under på, at de får min førstefødte. Men når det er gjort, er der fri adgang til alle hold i løbet af ugen – inklusiv street dance, yoga og body combat. Glæder mig meget til at starte.

sådan ser jeg forhåbentlig ud snart...

Kultur(chok) 101.

I introduktionsugen fik vi at vide, at hvis vi ikke fik et kulturchok, var det fordi, vi simpelthen ikke har gjorde noget for det. I løbet af de første fjorten dage er det alligevel lykkes mig få de første mange kulturchok uden at gøre særlig meget for det. Jeg har indtil videre fundet ud af at:

• boligstandarden i London er den samme som en by i Rusland (før murens fald!)

• soklen på lyspærer er underlig (hvem fanden har opfundet pærer uden gevind?)

• det ikke anbefales, at man går ud alene, når det er mørkt.

Men heldigvis opvejes det hele, selv det med pærerne, af alle de positive kulturchok: Pubs, cider, museer, events, shopping og alle de dejlige mennesker og steder, man ikke vidste fandtes. De er altså her i London.

En af ugens højdepunkter (indtil videre) var min fridag i går: Første stop på min kulturelle tour de force var London Globe Theatre, hvor jeg mødtes med Mita, en af mine nye venner fra kollegiet, for at se “The Merry Wives of Windsor”. Jeg har i lang tid gerne ville se Shakespeare i “Globen”, og det var absolut værd at se. Det er fantastisk, at et skuespil efter 400 år stadig kan få mig til at græde af grin.

Næste stop var Brick Lane, hvor vi fandt et par rigtig hyggelige caféer i en sidegade og stoppede for at få aftensmad. Ved et tilfælde lå den legendariske musikforretning “Rough Trade” (www.roughtrade.com) i samme gade sammen med gallerier og second hand tøjbutikker. Ligesom med Camden har jeg allerede nu erklæret min udødelige kærlighed til Brick Lane. Det stinker af coolness. Aftenen blev dedikeret til den engelske pubkultur, så vi vi fandt en pub i nærheden og fik en pint. Jeg glæder mig allerede til i morgen, hvor den står på bytur i Camden.

Street art i Brick Lane

Shakespeare i Globe Theatre

Studie-stress

Fuck! Fuck! Fuck! Prøver at ændre fag, så jeg kan få noget, jeg har lyst til at læse de næste måneder. Så skulle man tro, at der var noget information, der muliggjorde det, men nej… Har hele aftenen tæsket løs i universitetets hjemmeside  og prøvet at finde ud af hvem, der skal underskrive min sørgelige A4 blanket, men ingen hjælp. Det må vente til i morgen på campus. Når man er så frustreret, er der kun to ting at gøre: Lade skidtet være og høre Rammstein med volumen skruet op på “Mental forstyrret”.

Heldigvis er dagens gode nyhed, at jeg har snakket med to rigtig søde mænd, der underviser i TV-produktion. De ville meget gerne have mig med på 2. års-kuset “Television News: Form and Practice”. Jeg klapper i mine små, fedtede fingre og er meget ivrig efter at få noget produktionserfaring.

Kontaktinformation

Jeg har endelig fået fat i adresse og et engelsk telefonnummer, som jeg har lagt under siden “Kontakt”, hvis nogen skulle få lyst til at sende noget eller ringe.

Første skoledag.

Så er første skoledag endelig kommet – og så alligevel. Der er introduktionsuge i denne uge for alle de nye studerende (inklusiv mig), så vi starter først med lektioner på mandag. Selvom meget af introduktionsprogrammet er en nødvendighed, er jeg efterhånden ved at være frustreret. Det føles som om alt skal forklares i de mindste detaljer, og jeg er rigtig utålmodig og vil bare i gang med skolen.

Jeg har heldigvis fået bekræftet fra en tidligere studerende fra Middlesex, at selvom der er en del skolearbejde, skulle det ikke skulle være alt for hårdt, så der er stadig  tid til se London i bedste turiststil.

Næste stop: Camden

Efter at have spist mig mæt i fantastisk mad, tog jeg undergrundsbanen til Camden for at møde Louise. Lige siden jeg første gang så Camden for mere end ti år siden, har jeg været fascineret af kvarteret. Camden er et af Londons bedste boho- og gå-i-byen-steder. Boheme, kitsch, goth, rastafari og tusind andre indtryk og subkulturer smeltet ned til én übercool, afslappet og rummelig bydel. Heldigvis kører der busser direkte fra Wood Green til Camden, for jeg kommer til at bruge rigtig meget tid der.

Vi var bl.a. på galleriet Proud Camden og se “Forever 27″, en rigtig flot udstilling med sort-hvid fotografier af Janis Joplin, Jimi Hendrix og Kurt Cobain, der alle døde, da de var 27.

Første Stop: South Bank

Der er altid noget at lave i London. I går var ingen undtagelse, og dagens første stop var Food Festival ved South Bank. Jeg kom med Wiebke omkring frokosttid, så vi besluttede at gå ombord i alle smagsprøverne med det samme. Og der var ingen kedelige rejesalat-på-pap-Bilka-smagsprøver. Chutney, ost, rabarbermarmelade med vanilje, dipsalat med røget aubergine, vildsvinepostej. Madmekka!

Facts om Wood Green Halls

1. Gennemsnitsalderen er 18(!) år.
2. Langt de fleste beboere er flyttet hjemmefra for første gang.
3. Der er over hundrede beboere.
4. Qua ovenstående punkter er gangfester og alkohol ikke et særsyn.
5. Man får regelmæssigt flashbacks til gymnasiefester og studieture.

Kend din lokale halal-slagter

Da jeg som barn var mislykket spejder, vadede vi rundt i Svenstrup midtby for at få “Kend din by” mærket. Ret meningsløst for mit vedkommende – jeg kan alligevel fare vild på et frimærke. Alligevel føler jeg, at jeg har fortjent til et lille spejdermærke på trøjen i dag. Sammen med med Wiebke, har jeg nemlig gået Wood Green tyndt en hel eftermiddag og fundet alt fra den lokale halalslagter og biograf til  pubs og skjulte, indiske restauranter. I forhold til Aalborg (og Danmark i det hele taget) er her meget multikulturelt. Fx har biografen et større udvalg af Bollywood film. Og så er der rigtig meget mad. Det er umuligt at gå ti skridt uden at komme til den næste café, kaffebar, fast food restaurant, kebab snask. You name it, we eat it!

Jo mere jeg ser af Wood Green, jo bedre synes jeg om det, og det har heldigvis sine fordele at bo to minutters gang fra supermarkedet og næsten lige så kort tid til det lokale shopping mall med alt fra tøj til musik og virkelig kitschet boligtilbehør. (Hvis der er nogen, der har brug for perleforhæng i regnbuefarver, siger de bare til…)

I morgen tager jeg ud og ser mere af det nordlige London i Camden, hvor jeg skal mødes med Louise. Og så er kameraet endelig ladet op og fungerer, så jeg skal nok tage nogle flere billeder.

Trent Park

Ud over mig selv bor der én anden person på femte sal, nemlig Wiebke fra Tyskland. Da ingen af os er særlig kendt med universitetet eller Wood Green, er vi meget sammen om alt det praktiske – fx i dag, hvor vi skal til orientering.

I går tog Wiebke og jeg ud for at se campus på Trent Park. Det skulle efter sigende have været et af Henry IV’s foretrukne jagtområder. Og det er ikke svært at se hvorfor. Området ser ud som om, det er rystet ud af en Jane Austin roman. Grønt græs omkranset af kastanjeskov, små haver med skulpture og masser af søde, små egern. Jeg er næsten sikker på, at jeg også så nogle mus og  et par fugle sy en balkjole et sted.

Problemet er bare at vi ikke bor der. Derfor har vi nu søgt om at flytte til et værelse på campus. Vi fik en rundvisning på de to kollegier, der ligger på skolens område, og selv om de blev ved med undskylde for de skrabede boligforhold, prøvede vi at forklare, at alt er bedre, når man p.t. bor i en isolationscelle med bad- og toiletforhold som i en etiopisk flygtningelejr.

I dag er der som sagt orientering, så jeg håber, jeg kan komme til at få alle mine spørgsmål besvaret. Ellers går turen til Trent Park, for at høre, om jeg kan ændre nogle fag.

Ankomst og rock’n'roll!

Der er gået lige omkring 24 timer inden jeg gik gennem Aalborg lufthavn, til jeg sidder her i mit værelse, som bedst kan beskrives som en isolationscelle med internet og en sygelig gul farve på væggene.

Men selvom boligforholdene ikke er noget af prale af, så er oplevelserne i London absolut det hele værd. Der sker altid noget uventet.

Som f.eks. da jeg havde pakket ud og  tog til Oxford Street for at glo på butikker (for det er absolut vigtigere end at handle ind til morgenmad).  Det blev mit første møde med to superfede ting: Urban Outfitters og The Metros. Den første er superfed tøj- og boligbutik. Det anden er et superfedt rockband, som spillede på tredje sal hos Urban Outfitters. Dermed første, fede koncert i London – helt ved et tilfælde.

Her kan du høre The Metros:

http://www.myspace.com/themetrosband

Med H&M i London.

Jeg fandt denne her sjove, lidt anderledes og meget tøsede guide til London på H&Ms hjemmeside. Elsker den måde, den er filmet.

http://www.hm.com/dk/#/Cityguides/

I ørerne…

De hyggeligste og mest afstressende sange, jeg har hørt i lang tid.