Den syvende himmel

Naar alt er fremmed bruger man al sin vaagne tid paa at maerke, se, hoere og fortolke Kina (og restauranternes menukort). Derfor er det rart, bare en gang i mellem, at saette Kina paa standby og vende tilbage til noget velkendt. Fx da vi var i Hangzhou sidste mandag og tog paa Pizza Hut. (Den bedste pizza jeg nogensinde har faaet – og jeg kan ikke engang lide Pizza Hut i Danmark!)

Den samme, surrealistiske fornemmelse af at komme fra Shanghais beskidte gader til en helt anden verden havde jeg i gaar, da vi tog op til verdens hoejeste bar, Cloud 9, paa 87. etage i Jin Mao taarnet. Udsigten var fantastisk og mojitoen var afsindig dyr, men det var det hele vaerd.

Efter at have svedt i Yuyuan Garden stod jeg to time efter foran Jin Mao taarnet med franske negle, sort cockail kjole med matchende stilletter og min nye Carrie-halskaede. Fra turen ud af taxien til baren var jeg ikke laengere “Hello-lady-bag-watch?”. Jeg var “Good evening madam. How can I help you?” Saa svaever man naesten.

Nyt fra Kina

Jeg tror ikke der er et speficikt psykologisk term for det (endnu), men der sker altsaa noget med folk, naar de bor meget taet op af hinanden i et land, de langt fra forstaar og som (for det meste) strider i mod alt, hvad der er velkendt. For os har det indtil videre resulteret i

1. en del indforstaaet sprog, f.eks. “landet med T” (fordi det af ukendte aarsager ville vaere for aabenlyst at sige Tibet)

2. nye, sjove lege som “Hvor lang tid gaar der foer vi bliver antastet af tiggere – igen” og “hvem spotter flest udlaendinge”

3. mere eller mindre langt ude, men meget underholdende konspirationsteorier fra Martin (“Maaske maa kineserne ikke sige “roed” for kommun8istpartiet”)

og vi har ikke engang vaeret afsted i en uge….

Gensyn med Jiaxing

Min blog er (gennem forskellige omveje) aabenbart ‘up and running’ nu, selvom den kinesiske stat og dens roede haandlangere forhindrer mig i at se min egen side paa nettet. Men saadan er det med Kina: Det er oftest den mest komplicerede vej til maalet, der lykkes.

Vi naaet til anden dag i undervisningen af de kinesiske elever, og begejstringen for at dele oplevelserne med de syv andre danskere har aendret hele perspektivet for rejsen. Saa selvom elevernes engelske tale oftest skal hives ud af dem (og det virker som om de er blevet daarligere i loebet af natten?) saa er vi heldigvis otte til at diskutere, hvad der er op og ned paa baade undervisningen, byen og alt andet.

Skolen og byen ligner heldigvis sig selv, saa det er som om, jeg kun har forladt Jiaxing i et par uger og lige er kommet hjem igen. Selv min maade at undervise paa er blevet fremkaldt, naermest helt pavlovsk, af at hoere skoleklokken og gaa ind til 50 sorthaarede boern stuvet sammen i et lille klasselokale. Samtidig har jeg lige faaet mail fra Katherine, som boede med (“Can you believe it’s been four years?”), saa det kan naesten ikke blive bedre. I aften tager vi ind til de smaa madboder, saa alt er faktisk, som det plejer at vaere. Var der nogen der sagde tidslomme?

Foerste uge i Kina – part 2

Og oplevelser har der vaeret nok af. Her kan bla. naevnes teceremoni paa et kinesisk tehus (til overpris!) Jeg har stadig en ide om, at jeg er blevet snydt af nogle tilsyneladende soede kinesiske piger, men jeg er ikke sikker – enten er jeg for naiv eller for skeptisk til kineserne, men da Shanghai er turistfaelde nummer et (sammen med Beijing), har jeg besluttet mig for hellere at vaere alt for skeptisk og ikke tage noget for gode varer.

Under mit ophold i Kina har jeg taget et smut ud til en anden, men fantastisk smuk, turistfaelde, nemlig oeen Putoushan. Her moedte jeg ved et tilfaelde en kinesisk pige, Vicki, som boede i Paris. Jeg brugte det meste af mit halvanden doegns tid paa oeen sammen med hende, hendes mand, og hendes mands ven i den tro, at det kunne skaffe mig adgang til oplevelser, der ellers ville vaere udenfor den normale turistbrofchure. Det lykkedes ud over alt forventning. Ikke nok med at mine nye bekendte betalte alle mine maaltider, jeg fulgtes med dem op til oeens templer, hvor jeg fik min foerste buddistiske oplevelse.

Jeg blev instrueret af Vicki til at foelge hende, hvilket betoed en tur i templet paa to timer med boen, roegelsespinde og knaelen. Med dette skulle min bankbog, min families helbred, fremtidige boerns uddannelse og ikke mindst resten af rejsen (for bare at naevne nogle faa ting) vaere sikret.

Udover mine mere og mindre heldige sammenstoed med kineserne, har mine egne smaa ture inkluderet et besoeg til Shanghai Museum for at se paa alt fra etniske folkedragter til bronzestoebninger og stenskulpturer (Absolut en fantastisk oplevelse!) og gaature paa the Bund og ved People’s Square Park – et af de faa steder i Shanghai med traeer og et minimum af bilstoej.

Som sagt kan jeg ikke vente til at resten af gruppen kommer. Det bliver skoent at vaere sammen med andre igen og dele oplevelserne med andre. Jeg skriver igen – snart.

Titel: Foerste uge i Kina – part 1

Saa er min foerste uge i Kina ved at vaere ved sin ende og selvom jeg mente, jeg kendte Kina i forvejen, maa jeg indroemme at fire aar i Danmark har gjort mig mere end forvaent med smaating som morgenmad (med kaffe!) og et klima, der ikke minder om Helvedes forgaard – paa en varm dag.

Efterhaanden har jeg vaennet mig til det meste og laert de enkle regler der gaelder for Shanghai vestlige turister. Fx skal man aldrig stole paa de kinsere, der henvender sig til en, da de kun er ude paa at saelge ting til overpris eller franarre en penge. Til gengaeld er de kinesere man selv henvender sig til (ofte med den engelsk-kinesiske ordbog i haanden) meget hjaelpsomme.

Ligesom klimaet har jeg efterhaanden ogaa vaennet mig til det faktum, at jeg en ud af tyve blondiner i Shanghais befolkning paa ca 20 millioner mennesker. I starten var det som at gaa noegen ned af gaden, hvor alt fra diskrete blik til direkte stirren havde det med at fremprovokere en vis usikkerhed. Nu goer det mig ikke noget.

Paa samme maade er lugten af Shanghai, som mest af alt minder om vaad, hengemt polyesterjakke, ikke naer saa tydelig, ja naermest ikke-eksisterende, som mine foerste dage i byen. Alt i alt har den foerste dage med vaeret svaere pga. den store omvaeltning (og ingen at diskutere det med), men nu foeler jeg mig mere og mere hjemme. I morgen kommer resten af laererholdet, og det glaeder jeg mig virkelig til. Jeg har simpelthen fundet ud af, at jeg ikke kan rejse uden at have nogen at dele oplevelsen med.

Dankort på tid

Hvad gør man, når man kun har en dag inden afrejse og pludselig finder ud af, at man ikke har noget tøj at pakke? Man tager sit dankort med på tur og ser, hvor hurtigt man sammen kan rippe gågadens butikker for billgt sommertøj. Dagens høst er nu pakket ned, så nu mangler der kun de sidste detaljer.

I løbet af de næste to dage går turen fra Billund over Amsterdam og til sidst the Bund i Shanghai. Kan næsten ikke vente med at komme afsted!